Et tanke- og lattervækkende foredrag for teenagere – og deres forældre
Om ensomhed og angst. Om mobning og om at tage kampen op i stedet for at give op. Om alt det, de voksne ikke forstår, fordi de har glemt, hvordan det var. Om at tage livet alvorligt, selvom det ofte er til grin. Og om at føle sig helt forkert, selvom man faktisk er helt normal.
Fuck normal er et foredrag med dybde og humor om at være teenager og mærke livet sådan rigtigt for første gang.
Der er ingen tuttenuttede førstegangsforelskelser og hvad-vil-du-være-når-du-bliver-stor-emner i dette foredrag. I stedet er der fokus på fortvivlelse og forelskelser, på det sociale spil i ungdomsårene; klikedannelse, mobning og ensomhed. Og på de helt normale alt for store, alt for mange følelser, som man slet ikke kan styre.
Fra 13 år