”Selvfølgelig skal jeg ikke slå hul i hovedet på Christoffer, fordi han tager min stol. Det ved jeg da godt. Men nu står han altså ude ved håndvasken og bløder ned i det håndklæde, som vores musiklærer holder mod hans pande. Dér hvor etuiet fra min blokfløjte for to minutter siden har flænset hul.
Jeg lærer ikke ordet ambivalent at kende før mange år senere, men det beskriver bedst mine følelser for skolesystemet: Jeg elsker skolen, jeg hader Systemet.
For i Systemet er der kun plads til to slags mennesker: de stille piger og de vilde drenge. Jeg er ingen af delene. Eller også er jeg begge dele.”
Solo er en debatsparkende personlig beretning om at vokse til og blive kvinde – eller rettere: om ikke at kunne finde ud af at være kvinde.